Når sprog er et magtmiddel

Når sproget ikke længere er et kommunikationsmiddel, men et magtmiddel.

Min lillesøster har udfærdiget et brev. Hun bad mig om at læse det. Og hun spurgte mig om det var en idé at lægge det ud til alle vores kollegaer. (Vi arbejder på samme skole) Det har jeg ikke taget stilling til endnu, men jeg ved, hvorfor hun har skrevet det, og jeg ved lige nøjagtigt hvordan hun har det, for vi var sammen da vi blev korrekset for et forkert brug af et enkelt ord:

Her er hendes brev:

Kære kollega
Modsat mange andre halv-grønlændere/halv-danskere formår jeg at udtrykke mig forståeligt på grønlandsk, dette til trods for, at jeg hele min barndom kun har snakket dansk derhjemme.
Jeg er, dette til trods, dog stolt af, at jeg til dels behersker begge sprog til hverdagsbrug…
Da jeg var barn havde jeg den dårlige vane, at tale dansk til folk der tiltale mig på grønlandsk, dette fik jeg dog at vide ikke var høfligt. Derfor gjorde jeg mit bedste, og svarede grønlandsk til folk, når de talte grønlandsk til mig.
Men, men, men…
Nu er jeg i hvert fald kommet i tvivl, for mange gange, når man åbner munden for at tale grønlandsk til grønlændere, bliver man bare overdænget med sine grammatiske fejl, dette til trods for, at jeg ved, at den jeg taler med, udmærket forstår hvad jeg siger.
Det sætter selvfølgelig nogle tanker i gang hos mig, bl.a.:
o Det jeg har på hjertet, er det ikke mere interessant end hvordan jeg får det sagt? (jeg ved jo at folk udmærket forstår hvad jeg siger).
o Skal jeg begynde at svare på dansk for at folk gider lytte til hvad jeg har på hjertet?
o Er folk mere interesseret i at fortælle mig hvor lidt jeg kan, og dermed nedgøre mig?
o Skal jeg eksamineres hver gang jeg åbner munden?
o Er det jeg siger da meget uinteressant?
Jeg ved godt, det ikke er alle der er sådan, men faktisk kun nogle få. Disse få fylder dog en hel del, især fordi jeg altid har hadet at gå til eksamen…
Jeg sidder nu og tænker på om jeg skal bede alle der tiltaler mig, fortælle mig, om jeg skal tale dansk eller grønlandsk, for jeg gider ikke eksamineres hver gang jeg åbner munden. Og meget apropos, så har jeg altså også hørt mange hel-grønlændere udtrykke sig grammatisk ukorrekt, men er der nogen der tiltaler dem? For mange gange, når man ordene er væltet ud af ens mund, kan man godt selv høre fejlen.

Venlig hilsen

Lena

Jeg behøver vel ikke engang at skrive, at jeg er enig med hende?

Vi, som er født heroppe, eller som har boet heroppe hele vores liv, men som ikke taler fuldstændig grammatisk korrekt grønlandsk, eller for den sags skyld, dansk, skal i tide og utide korrekses for de små (og sjældent store) sproglige fejl, som vi begår.

Jeg kan undre mig over, at de danskere, som har boet heroppe i mere end 40 og som taler et gebrokkent grønlandsk er "dygtige", hvorimod os andre som har boet heroppe i kortere tid (mine 43 minus de 3 år, hvor jeg boede i Viborg) skal have skudt i skoene, at det bestemt ikke er godt nok. Og jeg kan undre mig over at “fuldblods-grønlændere” som heller ikke tager grammatikken alt for højtidligt ikke bliver irettesat og korrekset. For dem er der altså også en hel del af. SELV jeg, sprog-bastarden kan høre det!

Jeg, for mit vedkommende taler et udmærket dansk og har aldrig skullet høre for mine grammatiske skrive-og/eller talefejl på dansk af andre danskere, så hvorfor er det lige, at de grønlændere, som har kendt os hele vores liv, og som ved, at vi ikke har fået stoppet det grønlandske sprog ind med modermælken eller banket det resolut ind i knolden i folkeskolen, så absolut og så gerne, vil fortælle os om vore sproglige mangler og fejl?

Ja, jeg spørger bare!

Er det mon bedre, at vi helt undlader at tale grønlandsk i Grønland, fordi vi ikke mestrer det fuldkommet, og istedet taler dansk, som vi dog mestrer?
Jeg er træt af at høre på det! Jeg er træt af de mennesker, der mener, at de har lov til, ja nærmest ret og pligt til, at gøre opmærksom på VORES fejl, og helst når de har indtaget alkohol.

Har de ikke andet at udsætte på os eller handler det om, at de selv har så forbandet lidt at byde ind med at de føler sig nødsaget til at finde fejl og mangler hos deres medmennesker?
Jeg kan hilse og sige, at jeg bliver meget såret, når jeg ikke kan få lov til at tale ud, tale fra hjertet eller sige min mening uden at det er det sproglige, der lægges fokus på. Hvad med indholdet? Næ, vi bastarder, resultatet af et blandet ægteskab, halv-grønlænderen/halv-danskerne, vi skal bare holde vores kæft, for ytringsfriheden gælder kun for dem, som kan tale perfekt og fejlfrit! Jeg, og heller ikke min søster, begynder at klandre dem for deres alkohol-indtag til trods for at vi kan se og især høre, at det er til skade for dem selv og andre.

Vi  andre “sprog-spassere” skal bare betale vores skat eller rejse hjem.

Hjem!

Jeg er (fanme) hjemme og hjemme hos mig, må man give udtryk for akkurat det, som ligger på hjertet og på det sprog, som ligger lige for.  Hjemme hos mig, gælder ytringsfriheden for alle, store som små, velformulerede som mindre velformulerede! Hjemme hos mig, bliver ens mening respekteret uanset, hvilket sprog meningen er kommet til udtryk i!

Næ du!

Heroppe i Grønland er sprog et magtmiddet og ikke altid et kommunikationsmiddel, ihvertfald ikke, hvis du ligesom jeg, ikke taler dansk og grønlandsk til fuldkommenhed og perfekthed.
Jeg trøster mig med, at jeg kan så meget andet og at jeg i det daglige har venner, familie og bekendte, som vil lytte til, hvad jeg siger og ikke til hvordan jeg siger det.

Men tro mig: det er anstrengende og sårende, når man gang på gang skal afbryde sine sætninger for at blive rettet, korrekset eller bare nedgøres.

Vi halv-grønlændere / halv-danskere har også følelser og  meninger, men det næste bliver vel at det kun er dem som på grammatisk korrekt talt og skrevet grønlandsk/dansk/engelsk/kinesisk/tegnsprog eller hvad det nu måtte være har ret til disse?

Jeg kunne skrive side op og side ned (på dansk) om hvor frustrerende det er at blive bedømt på sproget og ikke på, hvad jeg forsøger at sige med (mit mangelfulde) sprog, men jeg tror at du har fattet pointen?

Hvad mener du? Læg din mening i kommentar-feltet og skriv det endelig i det sprog, som du har det bedst med.

Hvad sagde jeg!

Hvor er jeg bare træt af folk, der kommer rendende og skal fortælle mig "deres ærlige mening" om min fotografering. Jeg har ikke bedt om nogens ærlige eller uærlige mening i denne sammenhæng. Jeg vidste på forhånd og var forberedt på, at sådan ville det være/blive, men jeg havde ikke forberedt mig på, at det ville vare i så lang tid og at folk, som jeg ikke kender, og hvis mening jeg overhovedet ikke har bedt om, kommer rendende og skal fortælle mig om deres synspunkter: " Jeg syntes overhovedet ikke at dit vinderbillede var godt.. Det skulle have været den eller den, som vandt". "Ham/ hende var altså meget bedre end dig" "Een, jeg kender tager meget bedre billeder". Altså! Nu har jeg jo ikke selv valgt at jeg skulle vinde. Det var der dommere, der afgjorde. Og det til min fordel! To gange! Når jeg så har indflettet denne diskrete (host, host) pralen, vil jeg da også tilføje at smag og behag er så forskellig, og at jeg ikke tager billeder for andres skyld end min egen. Jeg er enevældig hersker på alle mine tre blogge, og jeg kan sætte et hvilket som helst billede ind, som passer mig eller jeg kan lade helt være! Jeg har dog det princip, at jeg såvidt muligt ikke skal støde nogen med hverken mine tekster eller billeder. Måske det sker, men indtil nu har jeg kun fået ros og smiger i kommentarfeltet. TAK for dem! De glæder mig hvergang. De mennesker, der har så travlt med at fortælle og belære mig om det gode billede, har måske ikke mod til at kritisere skriftligt, hvor andre end jeg, kan se det? Det kunne ellers være interessant om de gjorde.. det ville helt sikkert skabe noget debat? Det andet, at fremmede mennesker pludseligt kommer rendende og skal vise mig deres billeder, som de mener at meget bedre end .. og noget af det bedste DE har set, det kan jeg da leve med, selvom jeg ikke rigtig kan se, hvorfor de mener, at jeg skulle have interesse i det? Jeg er læreruddannet og har ikke for fem flade ører forstand på de fototekniske ting. Jeg har overhovedet ingen, absolut ingen forudsætninger for at kunne bedømme andre menneskers billeder, andet end at jeg kan sige om JEG synes det er godt eller dårligt. Smag og behag. Tænk, hvis det var en sangkonkurrence, jeg havde vundet. Ville folk så stille sig op og synge for mig offentligt? Ude på gaden? Når jeg var til koncert? Det kunne aldrig falde mig ind at fortælle en for mig vildt fremmed, som har vundet et eller andet, min mening, medmindre der blev spurgt til den og slet ikke hvis det var en negativ mening jeg havde. Er det ikke det man kalder for pli og god opførsel? At man opfører sig høfligt og opdragent overfor mennesker, som man ikke kender, og hvis reaktion og følelsesliv man ikke kan forudsige? Pli! Måske er jeg lidt sart og måske skal jeg tage det sure med det søde med, når nu jeg vælger at være offentlig med mine blogge? Måske? Nu er det sure ihvertfald ude for denne gang, og jeg vil skynde mig at sætte nogle flere kedelige, intetsigende og middelgode/halvdårlige billeder ind på min blog, som fremmede folk kan danne sig en mening om, så de har noget at sige til mig næste gang jeg går på gaden, er til koncert, handler ind i Brugsen eller sidder lige så fredeligt og drikker kaffe på Sømandshjemmet.