Afgiftning

Jeg har haft det oppe og vende før her...Jo, så blev det vedtaget, at afgiften på sukker, nikotin og alkohol skal stige, og det er måske i sig selv ikke noget at brokke sig over, medmindre man er forbruger af disse varer! Men jeg havde nu set, at man på een eller anden smart måde kunne sætte prisen på andre sunde varer ned! Men nej! Vi skal for guds skyld ikke være smarte eller gøre det nemt for den grønlandske befolkning at leve sundt og giftfrit. Jeg giver både det ene og det andet politiske parti ret i, at det bliver en bestemt befolkningsgruppe, det går ud over, men jeg er næsten (kun næsten) overbevist om, at man kunne have strammet lidt her og løsnet lidt der og stadig have hentet lidt penge ind til landskassen. Jeg er klar over at der ikke er afgifter på grønlandsk lamme/fårekød, sælkød, fisk og rejer fra landets egen produktion og så videre, men et eller andet sted er det himmelråbende åndsvagt, at man kun tager og ikke giver! Vi, der kan undvære både nikotin, alkohol og sukker (eller ihvertfald noget af det) kommer nok i den store sammenhæng ikke til at mærke det, men hvad med børnene, hvor både far og mor drikker dagligt/ofte, samtidig med at begge ryger?? Ja, jeg spørger bare. Kunne de penge der bliver taget ikke gives til prisnedsættelse på sund mad?? Og måske kunne politikerne kikke lidt på deres fede lønsedler og spørge sig selv om, de virkelig er deres løn værd.. (De skal nok få råd til både havannacigaren, whiskysjussen og den fine chokolade til kaffen med deres løn)

Kvinder og børn

Læs dette link!!Endnu engang må jeg konstatere, at børn og kvinder, mere eller mindre frit kan misbruges som man(d) lyster! Straffen, hvis man kan tale om en sådan, når man(d) kun får 8 mdr. for 9 års misbrug kan i mine øjne kun anses for at være symbolsk. Vi lever i så lille et samfund, at vi alle mere eller mindre ved hvem manden er, hvem hans familie er og næsten kan regne ud, hvilke børn, det er, som han har misbrugt (Der er tale om blodskam!) I disse tider, hvor der findes litteratur (se nedenstående indlæg) skrevet af mænd og kvinder, der på egen krop har oplevet at blive misbrugt som børn, ved vi alle, at det er en dyb traumatisk oplevelse, som resten af livet vil påvirke og matre den misbrugte. Mine tanker går også til børnenes forældre (om mandens kone), der højst sandsynligt sidder tilbage med fortvivlede, frustrede og selvbebrejdende tanker, og sikkert som, jeg har svært ved at forstå den milde straf, man idømmer en mand, der har ødelagt to børns barndom, tillid til voksne og andre mennesker. Han har ødelagt noget for børnenes forældre og sin ægtefælle, ja hele sin nærmeste familie, der bliver sjæleligt sønderrevet og som nu sidder med sorg og skam, selvbebrejdelser og frustrationer. Tænker Nuuk kredsret mon, at uanset, hvilken straf de idømmer manden er skaden alligevel sket og at enhver straf alligevel i samfundets øjne vil være for mild?? At det er for dyrt for samfundet, at have manden siddende i anstalt med kost og logi? Jeg mener at det er på høje tid, at Grønland tager strafferammen for sådanne forbrydelser op til fornyet revision både af hensyn til de forulempede, dennes/disses familier og for det omgivende samfunds skyld. At mandens navn er nævnt i artiklen, har jeg lidt ambivalente følelser for: Det er et lille samfund og at mandens navn (rygtedannelse eller ej) er nævnt og står i et landsdækkende medie, gør at han resten af livet vil blive husket for hvad han har gjort, ved ihvertfald to børn.. Er det godt eller skidt?? Har den dømte ingen rettigheder??Ingen skal dog være i tvivl om, at jeg personligt ville have manden idømt en meget, meget længere straf, behandling og kemisk kastration, samt forbud mod nogensinde være at alene med mindreårige børn. Jeg håber, at børnene og ikke kun disse to børn, men alle børn, der har været udsat for seksuelt misbrug, vil få tilbudt en eller anden form for behandling/terapi, så de ikke skal bære rundt på deres oplevelser uden nogen form for værktøjer til at håndtere og takle de tanker og minder, der givetvis vil opstå senere.

Kalak

Bogen "Kalak", som Kim Leine har skrevet er meget hurtigt læst, og jeg sad bagefter med en mærkelig smag i munden. Der er ingen tvivl om, at Kim har haft nogle gode og dejlige oplevelser i Grønland, og at han virkelig holder af at være heroppe, men beskrivelserne af hans Grønland er mest baseret på hans besøg på snuskede værtshuse i Nuuk, og de kvinder han har kunnet støve op sammensteds. Beskrivelser af et sølle liv, hvor sex,utroskab, alkohol og pillemisbrug er hovedtemaet forusaget af dybe traumatiske incest-oplevelser i hans teenageår. Af grønlandske kvinder, som han slet skjult ikke har ret meget respekt for, og som han ikke har gidet, orket eller magtet at beskrive mere nuanceret end hvad de kunne præstere i sengen og hans oplevelse af deres seksualitet. Det eneste tidspunkt, hvor jeg anede og troede at Kim ville bruge det sprog, som han mestrer så fint, var når han skulle beskrive nogle af de retter han tilberedte. Hans kone Lærke igennem mange år og mor til hans børn, lærer læseren aldrig at kende, og hans samvær med børnene og af børnene bliver ligeledes beskrevet meget overfladisk og intetsigende, og dem lærte jeg heller ikke at kende gennem Kim. Derimod kunne han meget malende, beskrivende og ned til mindst detalje fortælle læseren om, hvordan hans far udnyttede ham seksuelt, da han var teenager. Hvis jeg ikke vidste bedre og som jeg læste det, var der en stærk tvetydighed i beskrivelsen,- fantastisk godt og ophidsende (måske også mange år efter, når han beskriver det) og alligevel så traumatisk en oplevelse, at det kommer til at præge ham.
Kims beskrivelse af de grønlandske kvinder finder jeg nærmest usmagelig og ensidig, og lader mig tilbage med en opgivende tanke om, hvordan vi nogensinde skal slippe af med omdømmet som drikkende, lallende, ansvarsløse og billige. Heldigvis har jo Julie Berthelsen, der som grønlandsk kvinde, kan gøre et lidt mere heldigt indtryk i omverden af den grønlandske kvinde. Jeg håber (for)Kim, at han vil skrive endnu en bog, hvori han kunne fortælle om de oplevelser han måtte have haft til trods for sit misbrug og til trods for at bar rundt på dybe personlige problemer her i Grønland og i den næste bog, vil forsøge at fremstille os grønlandske kvinder som tænkede mennesker, der både kan tage en uddannelse, varetage opdragelsen af vores egne børn, som ikke kun tænker med det vi har mellem benene, at vi har sunde og gode interesser, der optager os og at vi er nogen heroppe, der lever et anstændigt liv som ansvarsfulde borgere med interesse for verden i og udenfor Grønland. Kalak er og bliver et skældsord (jeg har aldrig hørt det brugt eller ment udelukkende positivt) og jeg kan kun sige at Kim tilsyndeladende har levet som en kalak heroppe i Grønland. Du bør dog læse andre anmeldelser her og der og allevegne for at få et mere nuanceret billede af Kim Leines debut-bog, dog skal han roses igen for sit fine sprog, og for at skrive en erindringsroman fra sin tid i Grønland. Det er "sjovt", at læse om hvordan andre oplever det land jeg/vi bor i. TAK!

Pris-politik igen!

Der er stadig drøftelser i de forskellig medier, om hvor vi skal lægge afgifterne ind henne: Om det skal være på øl og spiritus, slik og sukker, brændstof eller motorafgifter. Der er snak og diskussion om, hvorvidt man skal "straffe" de rige og beskatte dem, så de fattigere ikke bliver endnu fattigere. Naturligvis skal de fattige ikke straffes, men der må kunne findes løsninger, der er til gavn for alle samfundslag og for landet økonomi. Jeg er ikke særlig god til tal, men på en eller anden måde må problemet kunne løses økonomisk.Alle disse forskellige drøftelser, vil jeg ikke direkte brokke mig over/gå ind i, men jeg mener man skal passe på ikke at straffe folk der har taget en uddannelse, og som yder ekstra både for sig selv, arbejdet og samfundet ikke bliver straffet og frataget lysten til at gøre lige netop det ekstra ved at beskatte deres indsats eller fratage dem deres motivationsfaktorer. Hvis I er interesseret i at læse med i debatten, er her et godt link. Jeg har tidligere skrevet at jeg mener, at man bør lægge afgifter på sukkerholdige nydelsesmidler, tobak og alkohol og sætte prisen ned på sunde madvarer og madvarer, der er produceret her i landet. Dette naturligvis for at fremme fx landbruget/fangererhvervet/fåreholdernes vilkår, men også for at være med til som land, at mindske transporten af fødevarer. (Vi importerer lamme/fårekød fra andre lande, New Zealand, og tænk lige på det brændstof, der bliver brugt til det! I Grønland producerer vi noget af verdens fineste lammekød- økologisk endda) Apropos straffe de "rige": inden Sisimiut Kommune besluttede, at der skulle bygges et kulturhus, var der diskussion om hvorvidt de penge, der skulle finanses til kulturhuset skulle bruges på dette byggeri eller om de skulle gives til socialt ramte familier/børn.. Øv, tænkte jeg! Ingen i min familie er sociale tilfælde eller behøver midler fra de sociale myndighederr. Vi har alle taget en uddannelse og betaler skat af de penge vi tjener. Min yngste søster sad i kommunalbestyrelsen og var politisk aktiv, min anden søster er meget aktiv indenfor foreningslivet, og gør en stor, gratis indsats der, og jeg selv hjælper lidt til i Røde Kors. Skal vi såkaldte "rige" overhovedet ikke have nogen fornøjelser eller muligheder andre end dem vi selv skaber.. Her i byen er der ingen biograf, og koncerter foregår i idrætshallen eller kirken. Der er ikke et sted, hvor vi kan samles om intellektuelle/kulturelle input. Generelt set bør folk med resourser have et sted, hvor også de kan tankes op og finde energi, så de fortsat kan yde en indsats til gavn for samfundet og dem selv. Eller er jeg helt gal på den??