Kalak

Bogen "Kalak", som Kim Leine har skrevet er meget hurtigt læst, og jeg sad bagefter med en mærkelig smag i munden. Der er ingen tvivl om, at Kim har haft nogle gode og dejlige oplevelser i Grønland, og at han virkelig holder af at være heroppe, men beskrivelserne af hans Grønland er mest baseret på hans besøg på snuskede værtshuse i Nuuk, og de kvinder han har kunnet støve op sammensteds. Beskrivelser af et sølle liv, hvor sex,utroskab, alkohol og pillemisbrug er hovedtemaet forusaget af dybe traumatiske incest-oplevelser i hans teenageår. Af grønlandske kvinder, som han slet skjult ikke har ret meget respekt for, og som han ikke har gidet, orket eller magtet at beskrive mere nuanceret end hvad de kunne præstere i sengen og hans oplevelse af deres seksualitet. Det eneste tidspunkt, hvor jeg anede og troede at Kim ville bruge det sprog, som han mestrer så fint, var når han skulle beskrive nogle af de retter han tilberedte. Hans kone Lærke igennem mange år og mor til hans børn, lærer læseren aldrig at kende, og hans samvær med børnene og af børnene bliver ligeledes beskrevet meget overfladisk og intetsigende, og dem lærte jeg heller ikke at kende gennem Kim. Derimod kunne han meget malende, beskrivende og ned til mindst detalje fortælle læseren om, hvordan hans far udnyttede ham seksuelt, da han var teenager. Hvis jeg ikke vidste bedre og som jeg læste det, var der en stærk tvetydighed i beskrivelsen,- fantastisk godt og ophidsende (måske også mange år efter, når han beskriver det) og alligevel så traumatisk en oplevelse, at det kommer til at præge ham.
Kims beskrivelse af de grønlandske kvinder finder jeg nærmest usmagelig og ensidig, og lader mig tilbage med en opgivende tanke om, hvordan vi nogensinde skal slippe af med omdømmet som drikkende, lallende, ansvarsløse og billige. Heldigvis har jo Julie Berthelsen, der som grønlandsk kvinde, kan gøre et lidt mere heldigt indtryk i omverden af den grønlandske kvinde. Jeg håber (for)Kim, at han vil skrive endnu en bog, hvori han kunne fortælle om de oplevelser han måtte have haft til trods for sit misbrug og til trods for at bar rundt på dybe personlige problemer her i Grønland og i den næste bog, vil forsøge at fremstille os grønlandske kvinder som tænkede mennesker, der både kan tage en uddannelse, varetage opdragelsen af vores egne børn, som ikke kun tænker med det vi har mellem benene, at vi har sunde og gode interesser, der optager os og at vi er nogen heroppe, der lever et anstændigt liv som ansvarsfulde borgere med interesse for verden i og udenfor Grønland. Kalak er og bliver et skældsord (jeg har aldrig hørt det brugt eller ment udelukkende positivt) og jeg kan kun sige at Kim tilsyndeladende har levet som en kalak heroppe i Grønland. Du bør dog læse andre anmeldelser her og der og allevegne for at få et mere nuanceret billede af Kim Leines debut-bog, dog skal han roses igen for sit fine sprog, og for at skrive en erindringsroman fra sin tid i Grønland. Det er "sjovt", at læse om hvordan andre oplever det land jeg/vi bor i. TAK!