torsdag den 18. september 2008

Grydeklar minoritetsgruppe

Jeg tilhører en minoritetsgruppe! Jeg er et produkt fra et blandet ægteskab. I mit tilfælde er min mor grønlandsk og min far dansk. Dét i sig selv har aldrig været noget problem. Jeg føler mig ikke splittet og smiler ved tanken om, at jeg er halvt dansk, halvt grønlandsk. Kan man da være et halvt menneske? Nej, vel?! I mit hjem har modersmålet været dansk, da min far af gode grunde ikke taler grønlandsk og min mor taler flydende dansk, og jeg har gået i en dansk klasse hele min barndom. Måske ville det være mere retvisende at sige, at jeg gik i en integreret klasse, for der var børn/elever, hvis forældre var grønlænder/grønlænder, dansk/grønlænder, grønlænder/dansk eller dansk/dansk. I min barndom var det vigtigt, at vi lærte dansk, da det havde stor betydning for os senere, hvis vi skulle videreuddanne os. Vi talte naturligvis en del dansk indbyrdes i klassen, men der blev også talt grønlandsk, ligesom der også blev talt grønlandsk i hjemmet. Det har et minus, der bliver større og større i disse grønlandiserings-tider, og det er, at mit især grønlandske skriftsprog ikke er fuldendt, omend ikke mange almindelige mennesker ville kunne finde fejl eller mangler ved det. Lige som der også i Danmark er folk, der værner om det danske sprog, er der også folk heroppe, der værner om det grønlandske sprog, og tak for det! Det er dog ikke alle fra min årgang, der er så heldige at de kan begå sig på begge sprog til trods for at de har boet i Grønland hele deres liv. Tiden dengang, var ikke til det, og der blev ikke stillet krav om, at vi skulle eller burde. Jo jo, er der så flere og flere, der rynker på næsen og siger; så kan de lære det nu, kan de eller de kan rejse hjem! Problemet er altså bare liiige, at de / vi altså er HJEMME. Vi bor her. Nogen af os (ikke mig) er født heroppe, vokset op heroppe (mig) er gift heroppe (mig), har børn og tænker ikke et sekund på at rejse væk herfra. Vi lever med, selvom vi er en minoritetsgruppe og jeg ved, at mange ikke deltager i offentlige debatter og diskussioner. Er det ikke det rette sprog der tales, kan vi sådan set tie stille eller lære sproget inden vi ytrer os. Der bliver set med mildere øjne på ny-tilkomne..af gode grunde, og tak for det også. Og hvorfor nu denne lange, lange indledning? Jo, nu er Jan (mit fine blog-filter, min censur, menings-mentor og bedste kritiker på den positive måde, vel at mærke) ude og rejse, så alt hvad jeg skriver ryger direkte og ufiltreret ud i cyberspace, og jeg kan brokke mig over, hvor lidt tillokkende det er at skulle skrive til lokal-avisen, som 1½-sproget. Min forfængelighed forbyder mig at oversætte mine egne artikler (fra dansk til grønlandsk) til lokal-avisen og hvis min mor ikke har tid eller lyst, kan/vil jeg kun indsende på dansk. I foråret indsendte jeg mit blogindlæg til lokalavisen sammen med billeder, som jeg tog, og regnede sådan set med, at det i sig selv var fint, men der blev efterspurgt en oversættelse, og der blev mailet 5-6 gange frem og tilbage om indlægget/artiklen og jeg blev informeret/involveret i lokalbladet interne (oversættelses-problemer).Hvad kommer de mig ved?! Øv tænkte jeg dengang og og fandt det ikke tillokkende, at skulle skrive igen, selvom jeg nok mente og stadig mener, at der bør være mange flere artikler om alle de positive og gode ting, der foregår i vores by og gerne fra borgerne selv. Og da vores helt egen verdensmesteri Taekwon-do skulle afsted for forsvare sin titel og medalje, mente jeg nok at det var værd at skrive et par linier om i lokalavisen, og gjorde det! Men de filer jeg fik sendt afsted afstedkom et svar om, at artiklerne skulle være grydeklare og lige til at sætte i bladet, og at oversættelsen der kom i to filer var for uigennemskuelige..bla bla bla. Der er ansat en uddannnet journalist (vistnok kun ½-dags, men alligevel) og der er tolke at trække på i lokalbladet, så jeg mente at de burde kunne klare de ting. Jeg havde brugt min fritid på noget frivilligt, som jeg i bund og grund mente burde være opstået i lokalbladet selv (opsøgende arbejde)og i går udkom så Sivdleq/lokalbladet, og noget af min tekst mangler, og oversættelsen som jeg medsendte er tilsyneladende udgået og en anden står som oversætter for teksten til trods for at jeg medsendte et færdigt stykke arbejde på dansk og grønlandsk (min mor oversatte igen for mig og tak for det!). Jeg har modtaget forklaringer og undskyldninger fra lokalavisen/Sivdleq, men det afholder mig ikke fra at mene at det for mig ikke er særligt tillokkende at indsende artikler til offentlige aviser (endnu) Jeg sidder tilbage med en underlig smag i munden, for jeg troede jo lige at jeg var god og givtig og tilføjede noget positivt, i det her tilfælde et lokalblad. Jeg slår mig selv i nakken og forbander min forfængelighed og mit "handicap" over mine manglende færdigheder i udi det skriftlige grønlandske, sparker mig selv bagi for at tage mig det nær, og tænker endnu engang med ærgelse på, at jeg stod midt i tidevandet, da mit land skulle finde sig selv og sin nationale identitet. Vi er mange og flere end I tror, der holder igen og holder tilbage, fordi vi ikke orker, at blive slået oveni hovedet med at vores sprog ikke er fint nok, tiltrods for at det er fuldt ud forståeligt og godt nok. Der er mange, der kan bidrage med meget, men som mere eller mindre åbenlyst er forment adgang, for sprog kan og bliver tit brugt som et magtmiddel. Følelsen væltede ned over mig som domino-brikker, da jeg blev nødt til at spørge om hjæp til oversættelse af artiklen, og blev kun yderligere forstærket da jeg blev bedt om at sende artiklen ind "grydeklar". Har jeg iøvrigt fortalt, at jeg ikke blev optaget på journalistskolen for 21 år siden, fordi jeg ikke havde en afgangseksamen fra folkeskolen i faget grønlandsk? Ligegodt det samme, for jeg får i dag stillet min skrivelyst via min blog og kan skrive, mene, tænke, føle eller lade helt være som det lyster mig uden at skulle stå skoleret for andre end mig selv.

2 kommentarer:

Dorte Vangsø Simonsen sagde ...

Kære Dorthe Ivalo
Hvor er det et vedkommende, ærligt og følelseladt indlæg. Det rørte mig meget at læse, - ikke fordi jeg ikke kender til problematikken du beskriver, men fordi du beskriver det så flot og personligt, så det når helt ud til mig som læser og røre ved mig, - tak for det.
Vi er jo et produkt af den tidsalder vi er opvokset i, der er præget af de politiske og kulturelle strømninger der har været. Ikke at det må blive en sovepude og at vi derfor kan ligge på denne i en offerrolle. Nej vi skal være aktører i eget liv. Vores livsbetingelser er bare forskellige, hvilket giver os forskellige kompetancer på forskellige ståsteder.
Minoritets grupper er i sig selv ikke noget negativt, men set i et magt perspektiv er der jo et asymetrisk forhold mlellem minoriteten og majoriteten, hvilket der til stadighed bør stilles skarpt på.
kh Dorte

Dortheivalo sagde ...

Jeg er glad for at kunne nå ud til nogen med mine meninger og følelser, og jeg er utroligt glad for at få respons på det, som jeg har skrevet. Det er et lidt overset emne, som burde debatteres noget mere, syns jeg jo