torsdag den 30. august 2007
BORGER-OPLYSNING
Eller er det en test i borgernes tålmodighed. Så har jeg da tabt for længe siden. Jeg er ved at være godt og grundigt træt af de kampagner, der kører hver aften i KNR (Kalaallit Nunaata Radioa= landsdækkende radio og fjernsyn). Der er i og for sig intet galt med deres kampagner, og emnerne er såmænd også fine nok, men det er længden og mængden af dem, der er ved at drive min tålmodighed ud over kanten. Hver aften skal vi bombarderes med, at man ikke må slå sin kone, at man ikke må drikke, når man skal ud og sejle, at man skal sørge for at vedligeholde sin påhængsmotor, hvordan man skal se ud og opføre sig, når man skal ud og søge arbejde og så videre og så videre. Det er fine tiltag og meningen er også god, men gudihimlen, hvor er jeg træt at se dem aften efter aften igennem måneder og halve år. Er det mon fordi, de ikke har andet at sætte på programmet/ ikke har andre oplysningeskampagner? Kunne man for dælen ikke nøjes med at sende dem to gange om ugen (og så er det endda mange gange) og så gennem længere tid? Det er ligesom at der går "mode" og nu er det kun dét, der er aktuelt i konetæskning, seksuelt misbrug af børn, havari på havet og hvad der nu ellers er kampagne for. Kampagnen for AIDS er da fx. stadig akuel, men det er ligesom om, at det ikke er in, at beskæftige sig med det lige nu??? A L T S Å ! Kom med noget nyt eller genbrug det gamle engang imellem, så vi får lidt variation på KNR. Så svært kan det altså heller ikke være. Jeg tror jeg går op i lokal-tv-foreningens kontor i dag og køber et nyt månedskort til en kvart månedsløns til vores dekoder. Så kan jeg i det mindste sidde og grine af Americas funniest homevideo, for på KNR, er der sgu'itte meget at grine af!
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar