Overtro

Igen er jeg blevet tæppebombet med AT DER ALTSÅ FINDES ÅNDER, SPØGELSER OG QIVITTOQ-ER. Af folk, som jeg faktisk anser for at være rationelle, fornuftige mennesker.

De fleste af dem, som forsøger at overbevise mig om, at ånderne, der bor både her og der, bliver stødt, forarget og mere end letter fornærmet over, at jeg ikke tror, som de selv gør.

Er vi ikke over i noget fanatisme?
Hvori ligger den store forskel i religiøs fanatisme og fanatisk overtro på ånder mm.

Jeg vil gerne tro, men så skal jeg se lidt flere beviser på åndernes eksistens end at nogen menneske føler og mærker dem..

Hvad jeg også gerne vil, er at de, som overtror respekterer min mangel på tro, som jeg respekterer deres overtro..Er det for meget forlangt?

Når sprog er et magtmiddel

Når sproget ikke længere er et kommunikationsmiddel, men et magtmiddel.

Min lillesøster har udfærdiget et brev. Hun bad mig om at læse det. Og hun spurgte mig om det var en idé at lægge det ud til alle vores kollegaer. (Vi arbejder på samme skole) Det har jeg ikke taget stilling til endnu, men jeg ved, hvorfor hun har skrevet det, og jeg ved lige nøjagtigt hvordan hun har det, for vi var sammen da vi blev korrekset for et forkert brug af et enkelt ord:

Her er hendes brev:

Kære kollega
Modsat mange andre halv-grønlændere/halv-danskere formår jeg at udtrykke mig forståeligt på grønlandsk, dette til trods for, at jeg hele min barndom kun har snakket dansk derhjemme.
Jeg er, dette til trods, dog stolt af, at jeg til dels behersker begge sprog til hverdagsbrug…
Da jeg var barn havde jeg den dårlige vane, at tale dansk til folk der tiltale mig på grønlandsk, dette fik jeg dog at vide ikke var høfligt. Derfor gjorde jeg mit bedste, og svarede grønlandsk til folk, når de talte grønlandsk til mig.
Men, men, men…
Nu er jeg i hvert fald kommet i tvivl, for mange gange, når man åbner munden for at tale grønlandsk til grønlændere, bliver man bare overdænget med sine grammatiske fejl, dette til trods for, at jeg ved, at den jeg taler med, udmærket forstår hvad jeg siger.
Det sætter selvfølgelig nogle tanker i gang hos mig, bl.a.:
o Det jeg har på hjertet, er det ikke mere interessant end hvordan jeg får det sagt? (jeg ved jo at folk udmærket forstår hvad jeg siger).
o Skal jeg begynde at svare på dansk for at folk gider lytte til hvad jeg har på hjertet?
o Er folk mere interesseret i at fortælle mig hvor lidt jeg kan, og dermed nedgøre mig?
o Skal jeg eksamineres hver gang jeg åbner munden?
o Er det jeg siger da meget uinteressant?
Jeg ved godt, det ikke er alle der er sådan, men faktisk kun nogle få. Disse få fylder dog en hel del, især fordi jeg altid har hadet at gå til eksamen…
Jeg sidder nu og tænker på om jeg skal bede alle der tiltaler mig, fortælle mig, om jeg skal tale dansk eller grønlandsk, for jeg gider ikke eksamineres hver gang jeg åbner munden. Og meget apropos, så har jeg altså også hørt mange hel-grønlændere udtrykke sig grammatisk ukorrekt, men er der nogen der tiltaler dem? For mange gange, når man ordene er væltet ud af ens mund, kan man godt selv høre fejlen.

Venlig hilsen

Lena

Jeg behøver vel ikke engang at skrive, at jeg er enig med hende?

Vi, som er født heroppe, eller som har boet heroppe hele vores liv, men som ikke taler fuldstændig grammatisk korrekt grønlandsk, eller for den sags skyld, dansk, skal i tide og utide korrekses for de små (og sjældent store) sproglige fejl, som vi begår.

Jeg kan undre mig over, at de danskere, som har boet heroppe i mere end 40 og som taler et gebrokkent grønlandsk er "dygtige", hvorimod os andre som har boet heroppe i kortere tid (mine 43 minus de 3 år, hvor jeg boede i Viborg) skal have skudt i skoene, at det bestemt ikke er godt nok. Og jeg kan undre mig over at “fuldblods-grønlændere” som heller ikke tager grammatikken alt for højtidligt ikke bliver irettesat og korrekset. For dem er der altså også en hel del af. SELV jeg, sprog-bastarden kan høre det!

Jeg, for mit vedkommende taler et udmærket dansk og har aldrig skullet høre for mine grammatiske skrive-og/eller talefejl på dansk af andre danskere, så hvorfor er det lige, at de grønlændere, som har kendt os hele vores liv, og som ved, at vi ikke har fået stoppet det grønlandske sprog ind med modermælken eller banket det resolut ind i knolden i folkeskolen, så absolut og så gerne, vil fortælle os om vore sproglige mangler og fejl?

Ja, jeg spørger bare!

Er det mon bedre, at vi helt undlader at tale grønlandsk i Grønland, fordi vi ikke mestrer det fuldkommet, og istedet taler dansk, som vi dog mestrer?
Jeg er træt af at høre på det! Jeg er træt af de mennesker, der mener, at de har lov til, ja nærmest ret og pligt til, at gøre opmærksom på VORES fejl, og helst når de har indtaget alkohol.

Har de ikke andet at udsætte på os eller handler det om, at de selv har så forbandet lidt at byde ind med at de føler sig nødsaget til at finde fejl og mangler hos deres medmennesker?
Jeg kan hilse og sige, at jeg bliver meget såret, når jeg ikke kan få lov til at tale ud, tale fra hjertet eller sige min mening uden at det er det sproglige, der lægges fokus på. Hvad med indholdet? Næ, vi bastarder, resultatet af et blandet ægteskab, halv-grønlænderen/halv-danskerne, vi skal bare holde vores kæft, for ytringsfriheden gælder kun for dem, som kan tale perfekt og fejlfrit! Jeg, og heller ikke min søster, begynder at klandre dem for deres alkohol-indtag til trods for at vi kan se og især høre, at det er til skade for dem selv og andre.

Vi  andre “sprog-spassere” skal bare betale vores skat eller rejse hjem.

Hjem!

Jeg er (fanme) hjemme og hjemme hos mig, må man give udtryk for akkurat det, som ligger på hjertet og på det sprog, som ligger lige for.  Hjemme hos mig, gælder ytringsfriheden for alle, store som små, velformulerede som mindre velformulerede! Hjemme hos mig, bliver ens mening respekteret uanset, hvilket sprog meningen er kommet til udtryk i!

Næ du!

Heroppe i Grønland er sprog et magtmiddet og ikke altid et kommunikationsmiddel, ihvertfald ikke, hvis du ligesom jeg, ikke taler dansk og grønlandsk til fuldkommenhed og perfekthed.
Jeg trøster mig med, at jeg kan så meget andet og at jeg i det daglige har venner, familie og bekendte, som vil lytte til, hvad jeg siger og ikke til hvordan jeg siger det.

Men tro mig: det er anstrengende og sårende, når man gang på gang skal afbryde sine sætninger for at blive rettet, korrekset eller bare nedgøres.

Vi halv-grønlændere / halv-danskere har også følelser og  meninger, men det næste bliver vel at det kun er dem som på grammatisk korrekt talt og skrevet grønlandsk/dansk/engelsk/kinesisk/tegnsprog eller hvad det nu måtte være har ret til disse?

Jeg kunne skrive side op og side ned (på dansk) om hvor frustrerende det er at blive bedømt på sproget og ikke på, hvad jeg forsøger at sige med (mit mangelfulde) sprog, men jeg tror at du har fattet pointen?

Hvad mener du? Læg din mening i kommentar-feltet og skriv det endelig i det sprog, som du har det bedst med.

Hvad sagde jeg!

Hvor er jeg bare træt af folk, der kommer rendende og skal fortælle mig "deres ærlige mening" om min fotografering. Jeg har ikke bedt om nogens ærlige eller uærlige mening i denne sammenhæng. Jeg vidste på forhånd og var forberedt på, at sådan ville det være/blive, men jeg havde ikke forberedt mig på, at det ville vare i så lang tid og at folk, som jeg ikke kender, og hvis mening jeg overhovedet ikke har bedt om, kommer rendende og skal fortælle mig om deres synspunkter: " Jeg syntes overhovedet ikke at dit vinderbillede var godt.. Det skulle have været den eller den, som vandt". "Ham/ hende var altså meget bedre end dig" "Een, jeg kender tager meget bedre billeder". Altså! Nu har jeg jo ikke selv valgt at jeg skulle vinde. Det var der dommere, der afgjorde. Og det til min fordel! To gange! Når jeg så har indflettet denne diskrete (host, host) pralen, vil jeg da også tilføje at smag og behag er så forskellig, og at jeg ikke tager billeder for andres skyld end min egen. Jeg er enevældig hersker på alle mine tre blogge, og jeg kan sætte et hvilket som helst billede ind, som passer mig eller jeg kan lade helt være! Jeg har dog det princip, at jeg såvidt muligt ikke skal støde nogen med hverken mine tekster eller billeder. Måske det sker, men indtil nu har jeg kun fået ros og smiger i kommentarfeltet. TAK for dem! De glæder mig hvergang. De mennesker, der har så travlt med at fortælle og belære mig om det gode billede, har måske ikke mod til at kritisere skriftligt, hvor andre end jeg, kan se det? Det kunne ellers være interessant om de gjorde.. det ville helt sikkert skabe noget debat? Det andet, at fremmede mennesker pludseligt kommer rendende og skal vise mig deres billeder, som de mener at meget bedre end .. og noget af det bedste DE har set, det kan jeg da leve med, selvom jeg ikke rigtig kan se, hvorfor de mener, at jeg skulle have interesse i det? Jeg er læreruddannet og har ikke for fem flade ører forstand på de fototekniske ting. Jeg har overhovedet ingen, absolut ingen forudsætninger for at kunne bedømme andre menneskers billeder, andet end at jeg kan sige om JEG synes det er godt eller dårligt. Smag og behag. Tænk, hvis det var en sangkonkurrence, jeg havde vundet. Ville folk så stille sig op og synge for mig offentligt? Ude på gaden? Når jeg var til koncert? Det kunne aldrig falde mig ind at fortælle en for mig vildt fremmed, som har vundet et eller andet, min mening, medmindre der blev spurgt til den og slet ikke hvis det var en negativ mening jeg havde. Er det ikke det man kalder for pli og god opførsel? At man opfører sig høfligt og opdragent overfor mennesker, som man ikke kender, og hvis reaktion og følelsesliv man ikke kan forudsige? Pli! Måske er jeg lidt sart og måske skal jeg tage det sure med det søde med, når nu jeg vælger at være offentlig med mine blogge? Måske? Nu er det sure ihvertfald ude for denne gang, og jeg vil skynde mig at sætte nogle flere kedelige, intetsigende og middelgode/halvdårlige billeder ind på min blog, som fremmede folk kan danne sig en mening om, så de har noget at sige til mig næste gang jeg går på gaden, er til koncert, handler ind i Brugsen eller sidder lige så fredeligt og drikker kaffe på Sømandshjemmet.

Manglende respons

Det er decideret uartigt, når offentlige instanser ikke på een eller anden måde giver respons på skriftlige henvendelser. Jeg har sitret helt ned til tæerne af harme og frustration over alle de mange breve jeg gennem tiden har afsendt, og som jeg ikke engang ved, er kommet frem. Det mindste man kan gøre som offentlig instans, er da at sende en kvittering for modtagelse af ens skrivelse, og at man / de vil eller ikke vil behandle det emne, som man har gjort sig umage med at skrive ned og afsende. Jeg er ikke ude på at revolutionere verden, men jeg kan på den anden side heller ikke bare sidde med hænderne i skødet og lade uretfærdigheder foregå. Kan de for fanden ikke opføre sig professionelt, seriøst og menneskeligt og give en eller anden form for svar på skriftlige henvendelser!! Jeg er frustret!

Grydeklar minoritetsgruppe

Jeg tilhører en minoritetsgruppe! Jeg er et produkt fra et blandet ægteskab. I mit tilfælde er min mor grønlandsk og min far dansk. Dét i sig selv har aldrig været noget problem. Jeg føler mig ikke splittet og smiler ved tanken om, at jeg er halvt dansk, halvt grønlandsk. Kan man da være et halvt menneske? Nej, vel?! I mit hjem har modersmålet været dansk, da min far af gode grunde ikke taler grønlandsk og min mor taler flydende dansk, og jeg har gået i en dansk klasse hele min barndom. Måske ville det være mere retvisende at sige, at jeg gik i en integreret klasse, for der var børn/elever, hvis forældre var grønlænder/grønlænder, dansk/grønlænder, grønlænder/dansk eller dansk/dansk. I min barndom var det vigtigt, at vi lærte dansk, da det havde stor betydning for os senere, hvis vi skulle videreuddanne os. Vi talte naturligvis en del dansk indbyrdes i klassen, men der blev også talt grønlandsk, ligesom der også blev talt grønlandsk i hjemmet. Det har et minus, der bliver større og større i disse grønlandiserings-tider, og det er, at mit især grønlandske skriftsprog ikke er fuldendt, omend ikke mange almindelige mennesker ville kunne finde fejl eller mangler ved det. Lige som der også i Danmark er folk, der værner om det danske sprog, er der også folk heroppe, der værner om det grønlandske sprog, og tak for det! Det er dog ikke alle fra min årgang, der er så heldige at de kan begå sig på begge sprog til trods for at de har boet i Grønland hele deres liv. Tiden dengang, var ikke til det, og der blev ikke stillet krav om, at vi skulle eller burde. Jo jo, er der så flere og flere, der rynker på næsen og siger; så kan de lære det nu, kan de eller de kan rejse hjem! Problemet er altså bare liiige, at de / vi altså er HJEMME. Vi bor her. Nogen af os (ikke mig) er født heroppe, vokset op heroppe (mig) er gift heroppe (mig), har børn og tænker ikke et sekund på at rejse væk herfra. Vi lever med, selvom vi er en minoritetsgruppe og jeg ved, at mange ikke deltager i offentlige debatter og diskussioner. Er det ikke det rette sprog der tales, kan vi sådan set tie stille eller lære sproget inden vi ytrer os. Der bliver set med mildere øjne på ny-tilkomne..af gode grunde, og tak for det også. Og hvorfor nu denne lange, lange indledning? Jo, nu er Jan (mit fine blog-filter, min censur, menings-mentor og bedste kritiker på den positive måde, vel at mærke) ude og rejse, så alt hvad jeg skriver ryger direkte og ufiltreret ud i cyberspace, og jeg kan brokke mig over, hvor lidt tillokkende det er at skulle skrive til lokal-avisen, som 1½-sproget. Min forfængelighed forbyder mig at oversætte mine egne artikler (fra dansk til grønlandsk) til lokal-avisen og hvis min mor ikke har tid eller lyst, kan/vil jeg kun indsende på dansk. I foråret indsendte jeg mit blogindlæg til lokalavisen sammen med billeder, som jeg tog, og regnede sådan set med, at det i sig selv var fint, men der blev efterspurgt en oversættelse, og der blev mailet 5-6 gange frem og tilbage om indlægget/artiklen og jeg blev informeret/involveret i lokalbladet interne (oversættelses-problemer).Hvad kommer de mig ved?! Øv tænkte jeg dengang og og fandt det ikke tillokkende, at skulle skrive igen, selvom jeg nok mente og stadig mener, at der bør være mange flere artikler om alle de positive og gode ting, der foregår i vores by og gerne fra borgerne selv. Og da vores helt egen verdensmesteri Taekwon-do skulle afsted for forsvare sin titel og medalje, mente jeg nok at det var værd at skrive et par linier om i lokalavisen, og gjorde det! Men de filer jeg fik sendt afsted afstedkom et svar om, at artiklerne skulle være grydeklare og lige til at sætte i bladet, og at oversættelsen der kom i to filer var for uigennemskuelige..bla bla bla. Der er ansat en uddannnet journalist (vistnok kun ½-dags, men alligevel) og der er tolke at trække på i lokalbladet, så jeg mente at de burde kunne klare de ting. Jeg havde brugt min fritid på noget frivilligt, som jeg i bund og grund mente burde være opstået i lokalbladet selv (opsøgende arbejde)og i går udkom så Sivdleq/lokalbladet, og noget af min tekst mangler, og oversættelsen som jeg medsendte er tilsyneladende udgået og en anden står som oversætter for teksten til trods for at jeg medsendte et færdigt stykke arbejde på dansk og grønlandsk (min mor oversatte igen for mig og tak for det!). Jeg har modtaget forklaringer og undskyldninger fra lokalavisen/Sivdleq, men det afholder mig ikke fra at mene at det for mig ikke er særligt tillokkende at indsende artikler til offentlige aviser (endnu) Jeg sidder tilbage med en underlig smag i munden, for jeg troede jo lige at jeg var god og givtig og tilføjede noget positivt, i det her tilfælde et lokalblad. Jeg slår mig selv i nakken og forbander min forfængelighed og mit "handicap" over mine manglende færdigheder i udi det skriftlige grønlandske, sparker mig selv bagi for at tage mig det nær, og tænker endnu engang med ærgelse på, at jeg stod midt i tidevandet, da mit land skulle finde sig selv og sin nationale identitet. Vi er mange og flere end I tror, der holder igen og holder tilbage, fordi vi ikke orker, at blive slået oveni hovedet med at vores sprog ikke er fint nok, tiltrods for at det er fuldt ud forståeligt og godt nok. Der er mange, der kan bidrage med meget, men som mere eller mindre åbenlyst er forment adgang, for sprog kan og bliver tit brugt som et magtmiddel. Følelsen væltede ned over mig som domino-brikker, da jeg blev nødt til at spørge om hjæp til oversættelse af artiklen, og blev kun yderligere forstærket da jeg blev bedt om at sende artiklen ind "grydeklar". Har jeg iøvrigt fortalt, at jeg ikke blev optaget på journalistskolen for 21 år siden, fordi jeg ikke havde en afgangseksamen fra folkeskolen i faget grønlandsk? Ligegodt det samme, for jeg får i dag stillet min skrivelyst via min blog og kan skrive, mene, tænke, føle eller lade helt være som det lyster mig uden at skulle stå skoleret for andre end mig selv.

Afgiftning

Jeg har haft det oppe og vende før her...Jo, så blev det vedtaget, at afgiften på sukker, nikotin og alkohol skal stige, og det er måske i sig selv ikke noget at brokke sig over, medmindre man er forbruger af disse varer! Men jeg havde nu set, at man på een eller anden smart måde kunne sætte prisen på andre sunde varer ned! Men nej! Vi skal for guds skyld ikke være smarte eller gøre det nemt for den grønlandske befolkning at leve sundt og giftfrit. Jeg giver både det ene og det andet politiske parti ret i, at det bliver en bestemt befolkningsgruppe, det går ud over, men jeg er næsten (kun næsten) overbevist om, at man kunne have strammet lidt her og løsnet lidt der og stadig have hentet lidt penge ind til landskassen. Jeg er klar over at der ikke er afgifter på grønlandsk lamme/fårekød, sælkød, fisk og rejer fra landets egen produktion og så videre, men et eller andet sted er det himmelråbende åndsvagt, at man kun tager og ikke giver! Vi, der kan undvære både nikotin, alkohol og sukker (eller ihvertfald noget af det) kommer nok i den store sammenhæng ikke til at mærke det, men hvad med børnene, hvor både far og mor drikker dagligt/ofte, samtidig med at begge ryger?? Ja, jeg spørger bare. Kunne de penge der bliver taget ikke gives til prisnedsættelse på sund mad?? Og måske kunne politikerne kikke lidt på deres fede lønsedler og spørge sig selv om, de virkelig er deres løn værd.. (De skal nok få råd til både havannacigaren, whiskysjussen og den fine chokolade til kaffen med deres løn)

Kvinder og børn

Læs dette link!!Endnu engang må jeg konstatere, at børn og kvinder, mere eller mindre frit kan misbruges som man(d) lyster! Straffen, hvis man kan tale om en sådan, når man(d) kun får 8 mdr. for 9 års misbrug kan i mine øjne kun anses for at være symbolsk. Vi lever i så lille et samfund, at vi alle mere eller mindre ved hvem manden er, hvem hans familie er og næsten kan regne ud, hvilke børn, det er, som han har misbrugt (Der er tale om blodskam!) I disse tider, hvor der findes litteratur (se nedenstående indlæg) skrevet af mænd og kvinder, der på egen krop har oplevet at blive misbrugt som børn, ved vi alle, at det er en dyb traumatisk oplevelse, som resten af livet vil påvirke og matre den misbrugte. Mine tanker går også til børnenes forældre (om mandens kone), der højst sandsynligt sidder tilbage med fortvivlede, frustrede og selvbebrejdende tanker, og sikkert som, jeg har svært ved at forstå den milde straf, man idømmer en mand, der har ødelagt to børns barndom, tillid til voksne og andre mennesker. Han har ødelagt noget for børnenes forældre og sin ægtefælle, ja hele sin nærmeste familie, der bliver sjæleligt sønderrevet og som nu sidder med sorg og skam, selvbebrejdelser og frustrationer. Tænker Nuuk kredsret mon, at uanset, hvilken straf de idømmer manden er skaden alligevel sket og at enhver straf alligevel i samfundets øjne vil være for mild?? At det er for dyrt for samfundet, at have manden siddende i anstalt med kost og logi? Jeg mener at det er på høje tid, at Grønland tager strafferammen for sådanne forbrydelser op til fornyet revision både af hensyn til de forulempede, dennes/disses familier og for det omgivende samfunds skyld. At mandens navn er nævnt i artiklen, har jeg lidt ambivalente følelser for: Det er et lille samfund og at mandens navn (rygtedannelse eller ej) er nævnt og står i et landsdækkende medie, gør at han resten af livet vil blive husket for hvad han har gjort, ved ihvertfald to børn.. Er det godt eller skidt?? Har den dømte ingen rettigheder??Ingen skal dog være i tvivl om, at jeg personligt ville have manden idømt en meget, meget længere straf, behandling og kemisk kastration, samt forbud mod nogensinde være at alene med mindreårige børn. Jeg håber, at børnene og ikke kun disse to børn, men alle børn, der har været udsat for seksuelt misbrug, vil få tilbudt en eller anden form for behandling/terapi, så de ikke skal bære rundt på deres oplevelser uden nogen form for værktøjer til at håndtere og takle de tanker og minder, der givetvis vil opstå senere.