Grønlandske mænd

Læs måske først dette Og dette indlæg kan højst sandsynligt proppe mine ører ned i een eller anden vridemaskine, men jeg mener nu alligevel: Vi har altid vidst det: at grønlandske mænd håndterer deres forskellige kriser ualmindeligt dårligt. Dette er naturligvis en generel betragtning, men de tørre, statistiske tal taler jo et uhyggeligt sprog, og vi, der lever mere eller mindre tæt på de grønlandske mænd, kan jo desværre se, at der er en trist tendens til, at mændene heroppe, lever under kummerlige intellektuelle og åndelige kår. De dropper ud af deres uddannelse, klarer sig generelt dårligere og har et hav af dårlige undskyldninger for, hvorfor de klarer sig dårligt. Hvorimod man oftere og oftere ser enlige mødre gennemføre en uddannelse med høje karakterer.Jeg synes at det er tankevækkende, at de to (grønlandske) mænd jeg har mødt, der har været i misbrugs-afvænning først under deres behandling har lært at tale om deres problemer og med åbne øjne, tage ansvar for deres handlinger. Jeg kan jo ikke lade være med at tænke på om den behandling, der bliver givet til misbrugere, ikke burde gives generelt til alle, der fx. har ondt i sjælelivet? Eller som 1. gang bliver anmeldt til politiet for vold eller på anden måde giver udtryk for at de ikke magter at løse deres kriser på en fornuftig måde og at de får mulighed for at lære at tackle kriser, konflikter og konfrontationer??? Men vi kvinder skal også gribe i egen barm, for det er ofte os, der er mødre og søstre til de grønlandske mænd. Jeg formoder, at vi giver dem en for dårlig opdragelse og ikke lærer dem kommunikativ håndtering af konflikter både med andre og med dem selv, at vi kræver for lidt af dem, når der løber ind i problemer, og at vi er for dårlige til at tale åbent om problemer?? At vi er for hurtige til at fordømme og pege fingre, og at vi i kulturen heroppe måske sidder for godt fast i det dynd, vi fejlagtigt kalder tradition: hver mand/kvinde må selv finde sine egne løsninger...men alle mennesker har godt af at kunne spejle sig i andre, for bedre at kunne se sig selv, og det mener jeg at vi alle er for dårlige til. Vi har endnu ikke lært at vi med kærlighed kan påpege overfor et medmenneske, at vedkommende er på forkert kurs og i en assertiv og konstruktiv tone sige det, -og hvis vi endelig finder de rette ord, er det ikke ualmindeligt, at de ører vi siger ordene til, hører noget andet; nemlig kritik og fordømmelse. Jeg tror at verden, og ikke kun Grønland, ville komme langt, hvis vi sørgede for at mødre/kvinder fik en grundig uddannelse både fagligt og menneskeligt, da det jo i sidste ende, er os, der varetager den første kontakt med børn, både pigebørn og drengebørn. Vi skal opgradere vores uddannelsesniveau med 100% , og vi skal turde tage fat i de problemer, der er for mange af heroppe: alkoholmisbrug, hashmisbrug, manglende ansvarfølelse overfor sig selv og andre, seksuelt misbrug af børn og kvinder, mangel på højtuddannede grønlandsktalende og den snigende/stigende ligegyldighed, der hersker. Måske en gammeldags tankegang??, men i disse dage, ser jeg for mange der ikke klarer deres opdragelse af deres børn, ualmindeligt dårligt eller slet ikke, og når jeg så i Sermitsiaq læser dette, bliver jeg trist om hjertet, og tænker, at vi er på vej mod den menneskelige afgrund. Mine døtre vælger måske engang en grønlandsk mand og jeg ville da ønske for dem, at udvalget af (også) grønlandske mænd, med mod og hjerte til at indse konsekvensen af deres handlinger og med mod til gå ind i en konflikt på en ikke-voldelig måde, og med mod til at udtrykke både gode og dårlige følelser verbalt, til den tid er større end den er i dag. Det var en lille strøtanke, artiklen satte igang, og lur mig om jeg ikke vender tilbage til emnet mange gange igen. Og jeg er fuldstændig klar over at det ikke kun er grønlandske mænd, der klarer livet skidt (Lige i dette øjeblik, sender de i TV-avisen DR om akkurat det samme problem bare med danske mænd). Se dette link endnu engang og bliv forfærdet.